Navigation
Navigation
Vore kirker...
Nr. Næraa
Bederslev
Uggerslev
Nr. Højrup
Kirkekor
Kirkekor
Menighedsråd
Nr. Næraa menighedsråd
Bederslev menighedsråd
Uggerslev menighedsråd
Nr. Højrup menighedsråd
Kirkepersonale
Nr. Næraa kirkepersonale
Bederslev kirkepersonale
Uggerslev kirkepersonale
Nr. Højrup kirkepersonale
Hvad gør man ved...
fødsel..
dåb og/eller navngivning..
konfirmation..
vielse eller velsignelse..
navneændring..
dødsfald..
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Præsten skriver » Pinse
Pinse

 Pinsen er nok den store kirkelige fest, der har den mindste gennemslagskraft. De to andre store fester i kirkeåret, julen og påsken har begge mange folkelige traditioner knyttet til sig. Nisser, påskelam, gaver, malede æg, jule- og påskebryg er alt sammen tydelige tegn i forretninger og hjemme på, at den ene eller anden af de to fester er nær. Selv om de ikke har meget at gøre med Jesu fødsel eller hans død og opstandelse, så er de der i hvert fald til at minde folk om, at den kirkelige fest også er der et sted i baggrunden. Meget få mennesker kan være i tvivl om, at det er jul eller påske; og de fleste har vel også en god ide om hvad det er kirken vil fejre i den anledning.

 Men pinsen har ingen af disse udenoms aktiviteter knyttet til sig. Hvis man ikke følger med i den kirkelige kalender af egen vane eller tilbøjelighed, så er der faktisk kun den uventede fridag 2. Pinsedag, som fortæller én, at det er pinse. Der har ganske vist fornylig været forslag fremme om at lancere en bestemt fisk som særlig pinsespise. Men traditioner er nok ikke sådan til at skræddersy, og selv hvis det lykkes, vil det tage flere generationer, før forbindelsen falder naturligt for de fleste.

 Det passer måske på en måde godt sammen med, at pinsens genstand, Helligåndens komme, er sværere at lave sig et billede af end af Jesu fødsel eller død. Alle kan forestille sig et barns fødsel, og man kan også danne sig et billede af en mands død. Men at der kommer en ånd, som sætter mennesker i stand til at tale til og forstå andre mennesker, er ikke så let at forestille sig. Selv i bibelens fortælling om Helligåndens komme er det tydeligt, at forfatteren har haft svært ved at vise, hvad der skete. Han beskriver, hvordan tunger af ild kommer fra himmelen og sætter sig fast på hver enkelt af disciplene. Det er et forsøg på at lave et billede af begivenheden, men det er tvivlsomt, om det hjælper os til at forstå det bedre.

 Det billede der siger noget, er den næste scene i biblen, hvor disciplene under Helligåndens indflydelse kan tale, så alle forstår det på deres eget modersmål. Vores billede af Helligånden må være det fællesskab, der som her går ud over de grænser, der ellers adskiller mennesker.

 Helligånden finder vi ikke i en mystisk besættelse, hvor overnaturlige kræfter tager kontrol over mennesker. Vi finder den i det fællesskab, som er den kristne kirke: her og nu i Danmark og dengang hos de første kristne.